Tveje Merløse Kirke

Tveje Merløse Kirke er beliggende i landsbyen Tveje Merløse ca. 3 kilometer syd for Holbæk.

Kirken er en af Sjællands ældste med tvilligetårne, som er fuldt bevarede.

Tveje Merløse Kirke med de to karakteristiske tårne. Foto: Rolf Larsen ©.

Tveje Merløse Kirke med de to karakteristiske tårne. Foto: Rolf Larsen ©.


Kor, kirkeskib og tårnparti er opført af kampesten og frådsten. Opførelsen er formentlig sket engang i perioden 1125-1150. Ved kirkens tårnparti blev der opbygget et herskabsgalleri til brug for den lokale stormand. Oprindelig fremstod kirken med bjælkeloft, men i senmiddelalderen indbyggedes hvælvinger, der fik en meget righoldig udsmykning med kalkmalerier. Desuden blev vinduerne udvidede for at bringe mere lys i det mørke kirkerum.
I slutningen af 1800-tallet var det på mode, at bygninger ved restaureringer skulle bringes tilbage til deres oprindelige ydre. Arkitekten H.B. Storck forestod restaureringen af Tveje Merløse Kirke. Han valgte at nedrive de 500 år gamle hvælvinger for at genskabe kirkerummets oprindelige udseende. Ligeledes blev et middelalderligt våbenhus fjernet. Resultatet er uden tvivl meget lig det oprindelige, men det kan ikke nægtes, at rummet blev noget sterilt og kedeligt.

Kirkens nuværende alter er udført af kunstneren Joakim Skovgaard i 1894 efter arkitektens forlæg.
Den tidligere altertavle fra 1650 – 1675, som blev udført af den lokale mester Lorenz Jørgensen, hænger på sydvæggen i kirkeskibet.

Prædikestolen er fra 1571, og den latinske tekst, der står på stolen, er fra Malakias’ Bog, kapitel 2, vers 7 – og lyder i nyeste oversættelse: For præstens læber tager vare på kundskab, og af hans mund søger man belæring.
Der findes flere restaurerede kalkmalerier i kirken.

Lige inden for kirkegårdslågen ligger to Royal Air Force besætningsmedlemmer begravet. De styrtede ned med deres Mosquito Mk. IV på vej tilbage til England efter at have deltaget i bombningen af B&Ws værksteder på Christianshavn den 27. januar 1943. Deres nabo er en fredet frihedskæmpergrav. På den sydlige kirkegårdsmur er opsat en mindeplade for Høegh Hagen, der omkom i oktober 1907 på Danmark-Ekspeditionen sammen med sine to rejseledsagere Mylius-Erichsen og Jørgen Brønlund. Hagens forældre boede i nærheden af kirken.

Teksten herover er fra Wikipedia. Delt under Creative Commons Navngivelse/Del på samme vilkår 3.0

Adresse: Tveje Merløse 14, 4300 Holbæk
Hjemmeside: http://www.tvejemerloesekirke.dk/

Video om det nedstyrtede Mosquito-fly:

[codepeople-post-map]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

12345